Skal du og din klasse på Aarhus Skills? Hjælp eleverne med at få det bedst mulige udbytte af dagen.
I et karrierelæringsperspektiv er det centralt at sikre, at vejlednings- og uddannelse og job-aktiviteter ikke står som isolerede begivenheder, men har sammenhæng med skolens hverdag og de unges liv. Derfor er det afgørende at afsætte tid til både at forberede og efterbehandle aktiviteter som fx Aarhus Skills.
En vigtig pointe i både forberedelse og efterbehandling er, at det kan støtte, at eleverne får noget ‘at se og opleve med’. Det er vigtigt at skabe en nysgerrighed forinden og under besøget og klæde eleverne på til at være nysgerrige på en kvalificeret måde. Endeligt er det vigtigt, at både du, som lærer og dine elever ikke kun ser besøg ud af huset som aktiviteter, der primært har til formål at afklare den unge ift. valg af uddannelse, men som noget der kan bidrage til at skabe brede erfaringer med uddannelser og job, og til nuancerede forståelser af sig selv og omverdenen.
Dette materiale rummer både forberedelse og efterbehandling af Aarhus Skills - både til dig som lærer og til dine elever.
Forberedelsesopgaverne og efterbehandlingen kan hjælpe eleverne til at opdage, hvad de kan være nysgerrige på at undersøge, og som de kan få mere viden om under besøget. Spørgsmålene kan også bidrage til, at den enkelte bliver mere reflekteret over sin egen forforståelse.
Brug 60-80 minutter på at forberede besøget på Aarhus Skills - så har dine elever de bedste forudsætninger for at få et godt udbytte af dagen.
Brug 60-90 minutter på at efterbehandle besøget på Aarhus Skills, så dine elever får tid og hjælp til at reflektere over det de har set og oplevet på Aarhus Skills.