Formål og målgruppe
De særligt tilrettelagte praktikker bliver benyttet af skoler, der har enkelt elever, som af varierende grunde, har brug for et alternativ til undervisningen i klassen. For udskolingselever er det muligt at indgå i et særligt tilrettelagt praktikforløb i kortere eller længere perioder. Statens forsikringsordning dækker elever i særligt tilrettelagt praktik i op til 13 uger om året - svarende til 65 dage eller 481 timer pr. skoleår.
Formålet med de særligt tilrettelagte praktikker er, at de unge kan overføre de erfaringer, de får gennem deres praktikker, til andre områder af livet – blandt andet skole, uddannelse og beskæftigelse.
Målgruppen for de særligt tilrettelagte praktikker er enkelte unge i 8.-10.klasse fra almene klasser, der har behov for en særligt tilrettelagt skole- og vejledningsindsats.
En særligt tilrettelagt praktik kan blandt andet hjælpe eleven til:
- at få en oplevelse af, at der er noget, han/hun mestrer
- at føle sig som en del af noget, som har betydning
- at skabe en sammenhæng mellem skole og fremtid
- at spejle sig i voksne rollemodeller
- at føle, at han/hun løser en opgave, der reelt har en værdi
- at få indsigt i hverdagen på en arbejdsplads
- at få indsigt i kollegiale fællesskaber
- at få ideer til uddannelsesvalg
Praktikkens tilrettelæggelse
Før praktikken:
- I et samarbejde med skole, elev, forældre og erhvervsguide afdækkes den unges behov i forbindelse med praktikken.
- Erhvervsguiden kontakter forskellige virksomheder, som kunne være relevante ud fra den unges ønsker.
- Opstartsmøde på virksomheden mellem den unge, erhvervsguide og en repræsentant fra virksomheden – her aftales de praktiske ting omkring praktikken.
Under praktikken:
- Erhvervsguiden følger løbende op på den særligt tilrettelagte praktik hos den unge og hos virksomheden.
- Midtvejsmøde på virksomheden mellem den unge, virksomheden og erhvervsguiden.
- Evt. møde på skolen med elev og kontaktlærer(e)
Efter praktikken:
- Erhvervsguiden faciliterer en evaluering med elev og virksomhed.
- I nogle tilfælde vil det være relevant og ønskeligt at konvertere praktikpladsen til et fritidsjob.